Indflytning og vedligeholdelse

I din lejekontrakt kan du se, hvilken stand lejemålet er i, når du overtager det. Lejer du gennem en boligforening eller en professionel udlejer, vil lejemålet som regel være nymalet. Der er ikke som udgangspunkt regler for lejemålets stand, udover at det skal være indflytningsklart. Medmindre andet fremgår af kontrakten, skal du ved opsigelse aflevere lejemålet i samme stand, som du modtog det.

 

Det er op til dig som lejer at dokumentere eventuelle fejl og mangler ved indflytning. Det har du 14 dage til at gøre og oplyse udlejer omkring. De fleste udlejere vil tilbyde et indflytningssyn, hvor I sammen gennemgår lejemålet, herunder installationer, hårde hvidevarer, m.m. Er du ikke blevet tilbudt et indflytningssyn, kan du altid forsøge at bede om et. Alternativt skal du selv dokumentere; gerne via fotos for at være på den sikre side.

 

Vedligeholdelse

Det fremgår af lejekontrakten, hvem der står for udvendig og indvendig vedligeholdelse. Det vil typisk være udlejer, der står for den udvendige vedligeholdelse på bygningen, mens lejer står for den indvendige vedligeholdelse i form af f.eks. rengøring og udluftning.

 

Som lejer har du altid pligt til at oplyse eventuelle skader på f.eks. installationer og hårde hvidevarer til udlejer.

 

Meld flytning til folkeregistret

Når du skifter adresse, skal du melde din flytning til folkeregistret. Det gør du online via Borgerservice. Du bør melde flytningen på forhånd eller senest et par dage efter overtagelse. PostNord får direkte besked, og du skal derfor ikke længere melde din flytning i forhold til modtagelse af post.

 

Indboforsikring

Hvis du er under 21 år, er du som udgangspunkt dækket af dine forældres indboforsikring, selvom du flytter hjemmefra. Det gælder dog udelukkende, hvis du bor alene. Tjek dine forældres forsikringspolice for en sikkerheds skyld.

 

 

 

Ansvarsfraskrivelse - De angivne oplysninger om boligudlejning og boligleje på NextBolig bør ses som indledende orientering. Informationerne er indhentet fra diverse myndigheder og øvrige instanser. NextBolig fraskriver sig ethvert ansvar, herunder også juridisk og økonomisk ansvar, for eventuelle fejl og mangler eller fortolkninger af oplysningerne.