Lejeperiode og opsigelse

I boligannoncen vil lejeperioden fremgå. Som udgangspunkt vil der være tale om en ubegrænset lejeperiode, men i nogle tilfælde - specielt ved udlejning af private boliger - kan der være tale om en tidsbegrænset lejeperiode.

 

Som udgangspunkt kan din udlejer ikke opsige lejemålet, og du er derfor sikret en fremtidig bolig. Der er dog enkelte undtagelser eksempelvis ved grov misligholdelse af lejekontraktens vilkår. Som lejer kan du opsige lejemålet med et opsigelsesvarsel på typisk tre måneder.

 

I opsigelsesperioden skal du fortsat betale husleje og a conto forbrug, medmindre du har betalt forudbetalt leje sammen med dit depositum.

 

Vælger du at flytte ud med det samme eller tidligere end opsigelsesperiodens udløb, skal din udlejer istandsætte og finde en ny lejer hurtigst muligt. Du betaler fortsat husleje frem til, at den nye lejer flytter ind. Flytter lejeren ind inden opsigelsesperioden er slut, er du fritaget kontrakten og skal ikke fortsat betale leje. Har du forudbetalt husleje, har du ret til at få det overskydende beløb retur.

 

Tidsbegrænset lejeperiode

ønsker du eller udlejer en tidsbegrænset lejeperiode, kan det iføres kontrakten. En tidsbegrænset lejekontrakt vil typisk være på 6, 12 eller 24 måneder.

 

Lejeaftalen udløber automatisk, når lejeperioden er slut. Det betyder, at ingen af jer skal opsige kontrakten. Som udgangspunkt er både udlejer og lejer bundet til lejekontrakten i hele den tidsbegrænsede lejeperiode og kan i perioden ikke opsige lejemålet.

 

Hvis I begge ønsker at fortsætte lejeaftalen efter den tidsbegrænsede lejeperiode, kan I forlænge ved at udarbejde og underskrive en ny lejekontrakt. Du kan derved blive boende i lejemålet.

 

Tidsbegrænset leje benyttes typisk af private udlejere, der er bortrejst eller flyttet i en periode f.eks. grundet udstationering, studieophold, sygdom eller ved ønske om salg.

 

Fremleje af lejebolig

Som lejer har man som udgangspunkt ret til at fremleje en lejebolig i op til to år, hvis man selv forlader boligen midlertidigt med intentionen om at vende retur og flytte ind igen. Det kan f.eks. være i forbindelse med udstationering, studieophold, forretningsrejse eller lignende.

 

Udlejeren af ejendommen kan dog i visse tilfælde, eksempelvis ved mindre udlejningsejendomme, modsætte sig fremleje ved at påføre det lejekontrakten. Det vil i dette tilfælde være i strid med lejeaftalen af fremleje boligen.

 

Som lejer skal du være opmærksom på, om der er tale om fremleje, hvis du er interesseret i et lejemål. I så fald bør du undersøge, om fremleje af boligen er tilladt, så ikke du risikerer pludselig at blive opsagt.

 

Leje af bolig der er til salg

Bor du til leje på en standard lejekontrakt, der er tidsubegrænset, kan din udlejer ikke opsige dig ved ønske om at sælge boligen. Boligen kan sagtens sælges, men køberen får dig som lejer med i købet og kan efterfølgende opsige dig med et års varsel for selv at bebo ejendommen.

 

Flytter du ind i en bolig, der allerede ved lejemålets start er til salg, vil lejekontrakten typisk være tidsbegrænset med et gensidigt kort opsigelsesvarsel. Varslet beror dog på tillid, da det juridisk set ikke er gældende.

 

årsager til at din udlejer må opsige dig

Ifølge lejeloven er der meget begrænsede årsager til, at en udlejer må opsige sin lejer, når der er tale om en tidsubegrænset lejeaftale. Din udlejer må udelukkende opsige dig, såfremt:

 

  • Der er tale om udleje af et enkelt værelse i udlejers egen bolig
  • Der er tale om en to-families-ejendom, hvor udlejer selv bor i den anden lejlighed
  • Udlejer selv vil flytte ind i boligen (i så fald er der krav om et års varsel)
  • Ejendommen skal nedrives eller renoveres (i så fald skal udlejer tilbyde genhusning)
  • Du misligholder lejeaftalen jævnfør lejekontrakten (udlejer skal på forhånd have givet en advarsel i henhold til lejelovens §79).

 

 

 

Ansvarsfraskrivelse - De angivne oplysninger om boligudlejning og boligleje på NextBolig bør ses som indledende orientering. Informationerne er indhentet fra diverse myndigheder og øvrige instanser. NextBolig fraskriver sig ethvert ansvar, herunder også juridisk og økonomisk ansvar, for eventuelle fejl og mangler eller fortolkninger af oplysningerne.