Depositum og forudbetalt leje

Som udlejer har du ret til, ud over den første måneds leje, at stille krav om sikkerhed i form af depositum og forudbetalt leje. Depositummet må udgøre, hvad der svarer til op til tre måneders husleje, og der må ligeledes kræves op til tre måneders forudbetalt leje.

 

Depositum

Depositummet er din garanti for, at der er penge til at dække eventuelle skader forårsaget af lejer, samt istandsættelse, inden boligen udlejes igen. Hvad, depositummet må bruges til, skal angives i lejekontrakten. Det overskydende beløb skal tilbagebetales til lejer efter fraflytning. Det er ikke tilladt at bruge lejers depositum til nyistandsættelse, og du må derfor udelukkende istandsætte, så lejemålet fremstår som indflytningsklart.

 

Du må kræve, hvad der svarer til én til tre måneders husleje ekskl. forbrug i depositum.

 

Forudbetalt leje

Den forudbetalte leje dækker hele eller dele af huslejen i opsigelsesperioden. En standard lejekontrakt har en opsigelsesperiode på tre måneder, hvorfor det er normalt at kræve tre måneders forudbetalt leje. Lejer skal dermed ikke betale husleje i opsigelsesperioden.

 

ønsker lejer at fraflytte boligen, inden opsigelsesperioden er slut, har du som udlejer pligt til at forsøge at istandsætte og finde en ny lejer hurtigst muligt. Lykkes det, er lejer fritaget for at betale for den resterende opsigelsesperiode, og du skal tilbagebetale det beløb, der er til overs fra den forudbetalte leje.

 

Du kan læse mere om reglerne for husleje, depositum og forudbetalt leje i lejelovens kap. IV §32-35.

 

 

 

Ansvarsfraskrivelse - De angivne oplysninger om boligudlejning og boligleje på NextBolig bør ses som indledende orientering. Informationerne er indhentet fra diverse myndigheder og øvrige instanser. NextBolig fraskriver sig ethvert ansvar, herunder også juridisk og økonomisk ansvar, for eventuelle fejl og mangler eller fortolkninger af oplysningerne.